Service og regler

Sådan bruger du biblioteket

Alle kan bruge biblioteket, og det er gratis at låne. Du låner på dit sundhedskort, men du skal oprettes som låner første gang du bruger biblioteket. Børn under 15 år skal have deres foræl-dres eller værges samtykke til indmeldelse og lån, en blanket til dette kan hentes i børnebiblioteket. 

Indmeldelse og pinkode

Du kan oprette dig som bruger med MitID på vores hjemmeside, via app’en Biblioteket eller du kan blive oprettet ved personlig henvendelse på et af vores biblioteker. Husk at medbringe dit sundhedskort eller anden billedlegitimation - du kan ikke blive oprettet uden at legitimere dig.

For at du kan bruge bibliotekets selvbetjeningsautomater, forny og reservere via bibliotekets hjemmeside eller app’en Biblioteket, bruge bibliotekets digitale tilbud samt benytte Åbent Bibliotek, skal du have en 4-cifret PIN-kode. Du skal normalt bruge dit sundhedskort som lånerkort, men er du under 15 år, kan du vælge mellem at bruge sundhedskortet eller få et lånerkort i børnebiblioteket.

Du skal bruge sundhedskortet eller lånerkortet eller taste dit CPR-nr. + PIN-kode, hver gang du låner på vores udlånsautomater. Du er ansvarlig for alt, der lånes på dit kort, også hvis du har overladt kortet til en anden. Du skal straks give biblioteket besked, hvis dit kort bliver stjålet, eller du taber det. Du er ansvarlig for alt, der bliver lånt på dit kort, indtil vi har registreret det tabt. Du skal selv melde det til politiet, hvis du opdager, at dit kort er blevet stjålet og bliver misbrugt.

Der er særlige regler for lån til institutioner og firmaer. Spørg om det på biblioteket.

App'en Biblioteket

Hent app’en i App Store eller Googe Play, vælg din kommune, så er du i gang. Vi hjælper dig gerne.

Vi har Åbent Bibliotek

Et Åbent Bibliotek er en selvbetjeningsløsning, hvor du selv lukker dig ind og bruger biblioteket uden for bibliotekets betjente åbningstid. Selvbetjeningsløsningen er et ekstra tilbud til dig ud over den betjente åbningstid, hvor der er personale til stede. Vi kalder det selvbetjent åbningstid, og det bygger på et tillidsforhold mellem dig og biblioteket. Pas derfor godt på biblioteket. I den selvbetjente åbningstid skal du klare dig selv. Det er naturligvis stadigvæk muligt at få hjælp af personalet i den betjente åbningstid. Du kan se, hvornår du kan blive hjulpet af personalet på guldbib.dk.

Hvem kan bruge et Åbent Bibliotek?

•    hvis du er meldt ind hos Guldborgsund-bibliotekerne og har en PIN-kode
•    hvis du er fyldt 15 år
•    hvis du er under 15 år og biblioteket har registreret, at du har en skriftlig tilladelse fra dine forældre eller værge til, at du lukker dig ind

Du skal benytte dit eget sundhedskort eller lånerkort, når du lukker dig ind på biblioteket. Hvis du lukker andre ind på biblioteket er det dit ansvar. Tag derfor kun personer med ind, som du kender. Hvis dem du lukker ind ikke overholder bibliotekets regler, kan du blive udelukket i 6 måneder.

Hvor og hvornår kan jeg bruge et Åbent Bibliotek?

Du kan bruge biblioteket i Nykøbing F., Nysted, Nørre Alslev, Sakskøbing, Stubbekøbing og Væggerløse fra kl. 7.00 – 22.00 alle ugens dage. 

Hvordan kommer jeg ind?

I den selvbetjente åbningstid skal du bruge tastaturet, der sidder ved bibliotekets indgangsdør. Du skal

•    indsætte/scanne dit sundhedskort eller lånerkort eller taste dit CPR-nummer – børn under 15 år skal taste CPR-nummer
•    taste din 4-cifrede PIN-kode

Hvordan kommer jeg ud?

Du skal ud gennem den samme dør, som du kom ind ad.

Hvad sker der når biblioteket lukker?

Biblioteket lukker kl. 22.00. Højttalersystemet advarer dig om, at biblioteket lukker om 5 minutter. Lyset slukker automatisk efter 15 minutter.

Hvad kan jeg på et Åbent Bibliotek?

Du kan låne, aflevere og hente bestilte bøger og andre biblioteksmaterialer. Du kan læse aviser og blade. Du kan bruge PC, internet og spillekonsoller. Du kan fotokopiere. Biblioteket har trådløst internet, så du kan bruge din egen PC, iPad m.v. I den selvbetjente åbningstid er det ikke muligt at låne materialer fra Magasinet, med mindre de er forudbestilt.

Lån og lånetid

Lånetiden er normalt en måned. Der kan være begrænsninger i lån af særligt efterspurgte bøger, blade, musik, film, spil o.a. Du skal registrere alle dine lån på selvbetjeningsautomaten. Når du registrerer dine lån, kan du få en kvittering, hvor du kan se, hvornår du skal aflevere.  Når du låner dine bøger og andre biblioteksmaterialer på selvbetjeningsautomaten, skal du tjekke på skærmen, at der står ”Lån gennemført” med grønt ud for alt det, du tager med dig. Hvis noget ikke er lånt rigtigt ud, vil gaten ved udgangen blinke og hyle. Er der problemer med et materiale, kan du ikke få det med.

Når du afleverer, kan du få en kvittering som bevis for, at du har afleveret. Det er en god idé at tjekke kvitteringen med det samme. Gem kvitteringen i 3 måneder. Du kan få en SMS eller en mail, der husker dig på, at du snart skal aflevere. Du kan til- og afmelde dig SMS-servicen på guldbib.dk, klik på ”min konto” og ”brugerprofil”. Ved oprettelse bliver du automatisk tilmeldt, når du oplyser mobilnummer og mailadresse. Ved brug af app’en Biblioteket, kan du også få besked om aflevering. Selvom du er meldt til SMS- eller mail-ordningen, er det stadig dit eget ansvar at aflevere til tiden. Husk at biblioteket altid skal have dit nyeste mobilnummer eller din aktuelle mail-adresse - kun sådan kan du være sikker på at få SMS’er eller mails fra os.

Bestilling

Du kan bestille de fleste bøger, blade, musik, film og spil. Hvis Guldborgsund-bibliotekerne ikke har det, du ønsker, forsøger vi at skaffe det fra andre biblioteker. Du kan selv bestille på guldbib.dk, via app’en Biblioteket eller på bibliotek.dk. Du kan også få personalet til at bestille til dig. Du får en SMS eller mail, når du kan hente materialet. Hvis du ikke har mobil eller mail, vil du få et brev, men vær opmærksom på, at det tager nogle dage før posten når frem. 

Afhentning af bestilte materialer

Hvis du har fået besked om, at der står et materiale klar, som du har bestilt, har du samtidig fået materialets afhentnings-nummer. Alle materialer, der står klar til afhentning, står i nummerorden på en reol i nærheden af selvbetjeningsauto-maten. Når du har fundet dit materiale, skal du huske at låne det på selvbetjeningsautomaten. Hvis du har glemt dit afhentnings-nummer, kan du finde det ved at trykke på ”min konto” på selvbetjeningsautomaten.

Fornyelse

Du kan forny på guldbib.dk ved at logge dig ind med CPR-nummer og pinkode, og klikke på ”min konto” og ”lån”. Du kan også forny via SMS, når du får en påmindelse, via app’eb Biblioteket eller du kan henvende dig til biblioteket både personligt, pr. telefon eller pr. mail. Du kan dog først forny 7 dage før afleveringsdatoen, og du kan ikke forny, hvis det du har lånt, er reserveret til andre, eller du har fornyet 2 gange før. Hvis du selv fornyer lån fra andre biblioteker (fjernlån), som du har lånt gennem Guldborgsund-bibliotekerne, bliver du kontaktet af os, hvis det ikke kan lade sig gøre at forny, fordi andre har reserveret materialet.

Gebyrer

Overholder du ikke lånetiden, opkræver vi et gebyr alt efter, hvor mange dage lånetiden er overskredet. Du betaler kun ét gebyr for alt det, du har lånt på den samme dag, hvis du afleverer det samlet. Har du lånt på forskellige dage, skal du betale gebyr for hver enkelt lånedato, selvom det hele afleveres på samme dag. Ubetalte gebyrer kan blive inddrevet via SKAT ifølge Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Se vores takster her.

Vi gør opmærksom på, at du ved overskridelse af gebyrgrænse på 2.000 kr. bliver udelukket fra lån af materialer og adgang til biblioteket.

Erstatning af materialer

Hvis du ikke afleverer eller afleverer materiale, der er beska-diget eller ødelagt, skal du betale erstatning til den pris, som biblioteket fastsætter. Prisen omfatter, hvad det koster at købe materialet igen, og desuden hvad det koster at gøre det klart til udlån. DVD’er, spil o. lign. betaler biblioteket meget for, fordi biblio-teket betaler for at få lov til at låne materialet ud. Derfor kan erstatningsprisen være meget høj.

Hvis du skal erstatte en del af en serie, og serien kun kan købes samlet, kan biblioteket kræve, at du betaler for genan-skaffelse af hele serien. Biblioteket ejer materialet, også selvom du har betalt erstat-ning for materialet, der er blevet væk for dig. Du skal derfor aflevere materialet, hvis du finder det. Hvis du afleverer ma-terialet i ubeskadiget stand, kan du inden for 1 år få dine penge tilbage (minus et gebyr for administration). Hvis du har erstattet materialet, fordi det er for beskadiget til udlån, kan du få materialet udleveret.  

Vi gør opmærksom på, at du ved overskridelse af gebyrgrænse på 2.000 kr. bliver udelukket fra lån af materialer og adgang til biblioteket.

Læs om betaling af gebyrer og erstatninger her.

Udelukkelse

Hvis du gentagne gange ikke afleverer, eller afleverer mate-riale der er beskadiget, kan du blive udelukket fra at låne. Hvis du skylder 200 kr. eller derover i gebyrer/bøder, bliver du udelukket fra at låne, indtil du har betalt. Ellers kontakt personalet. Hvis du misbruger bibliotekets regler, eller du ikke respekterer personalet og andre lånere, kan du blive udelukket i 6 måneder.

PC'ere og WIFI

Du kan gratis benytte bibliotekets PC’ere. Husk at slette dine personlige oplysninger, når du er færdig med at bruge PC’en. Biblioteket ønsker god internet-adfærd, derfor er der nogle særlige regler, når du bruger PC med internet. Det er bl.a ikke tilladt at se pornografi og andre anstødelige sites. Biblioteket har gratis trådløst netværk, så du kan bruge din egen computer, iPad m.v.

Scannere

Fra en række af bibliotekets PC’ere har du mulighed for gratis at indscanne dokumenter og billeder. Du skal selv indscanne dine dokumenter, men personalet vil gerne vise dig, hvordan du gør.

Printere

Du kan udskrive fra bibliotekernes PC’ere. 

Priser

Sort/hvid 1 kr. pr. stk. og farve 3 kr. pr. stk., både på A4 og A3. Print på begge sider koster det dobbelte.
Du kan printe fra din mobil, tablet eller bærbar PC/Mac og betale med betalingskort via Princh, som er et udprintnings-system. Se mere om hvordan du bruger Princh på guldbib.dk eller på vejledningerne, som ligger ved PC’erne.
Personalet vil gerne vise dig, hvordan du gør.

Kopimaskiner

På alle Guldborgsund-bibliotekerne har du adgang til en kopimaskine. Du skal selv betjene kopimaskinen. Her gælder samme pris som for print.

Beskadigelse af udstyr

Biblioteket påtager sig intet ansvar, hvis lånte materialer beskadiger dit afspilningsudstyr f.eks. DVD-afspiller og andet elektronisk udstyr.

Begrænset adgang

Arrangementer

Når der er teater for børn eller andre arrangementer i biblioteket, kan der være begrænset adgang til at bruge det Åbne Bibliotek. Du kan se plakater i biblioteket og ved indgangen, når det er aktuelt.

Snevejr

Der bliver kun ryddet sne i forbindelse med betjent åbnings-tid. Når det er snevejr, kan der derfor være begrænset adgang til at bruge det Åbne Bibliotek.

Servicetelefonen

På Servicetelefonen i biblioteket kan du ringe til 112 (akut udrykning og livsfare), 114 (politiet), 5473 1600 (Hovedbiblio-teket) og 7027 0717 (Biblioteksvagten). Du kan ikke ringe til andre numre.

Lys

Af energibesparende årsager er der etableret lys, der sluk-ker, hvis der ikke har været bevægelse i rummet et stykke tid. Hvis du oplever det, skal du blot bevæge dig, så tænder lyset igen. 

Om biblioteket

Biblioteket er et offentligt rum, og der skal være plads til alle. I biblioteket er der områder, hvor man skal kunne læse, skrive og tænke i fred. Derfor kan der være områder, hvor det ikke er passende at tale i mobiltelefon, og hvor du skal sætte din mobiltelefon på lydløs. Tal mobil med omtanke. Du må spise og drikke dog ikke ved PC-områderne og i nærhe-den af materialerne. Det er ikke tilladt at have hunde eller andre dyr med på biblioteket, med mindre der er tale om førerhunde, læsehunde eller det er en del af et arrangement på biblioteket. Du må ikke indtage alkohol, tobak eller euforiserende stoffer på biblioteket.

Persondataforordningen 

Den nye persondataforordning er trådt i kraft 25. maj 2018. Det betyder bl.a., at vi er forpligtet til at gøre dig, som er låner hos os, opmærksom på, hvilke oplysninger vi har om dig og hvad vi bruger dem til.
Som låner på biblioteket har vi behov for en række informatio-ner fra dig. Kort sagt er de nødvendige for at holde styr på de materialer du låner, for at du kan bruge vores hjemmeside og udlånsautomater, samt for at vi kan kontakte dig i forbindelse med reserveringer eller aflevering af dine lån.

Det er bibliotekets administrative system Cicero, som opbevarer oplysnin-gerne. Når du anvender vores hjemmeside kan du via login få adgang til at se og ændre en del af dine personlige informatio-ner i Cicero. Fysisk opbevares informationerne på sikrede datacentre i Danmark og adgang hertil fra Cicero, hjemmeside og udlåns-automater foregår via krypterede linjer. Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke som dog vil resultere i, at du ikke længere har mulighed for at låne materialer på Guldborgsund-bibliotekerne.

Nedenfor kan du hente 'Service og regler' som folder. Bemærk at disse ikke er webtilgængelige.