I am Kloot
I am Kloot

Intelligent pop fra I Am Kloot

26.08.20
Manchester-trioens debutplade

Af: Karsten Olesen


Den intelligente pop-trio I Am Kloot blev dannet i Manchester, så ved debuten i 2001 kunne man naturligt nok stille forventninger til dem. Var de den tunge arv bevidst fra andre Manchester-bands som Joy Divison/New Order, The Smiths/Morrissey, The Jesus and Mary Chain, Stone Roses, Black Grape og Oasis?

Ved årtusindskiftet havde britpoppens største eksponenter tabt pusten - Suede var blevet (meget) dårlige, Blur havde orienteret sig mod den eksperimenterende electronica, og Oasis var ganske enkelt blevet til grin - så derfor blev nye håbefulde bands fra UK betegnet som "post-britpop". Her stod Travis og Radiohead som de største stilskabere, og er det så i det selskab, vi skal parkere I Am Kloot?

Debutpladen hed Natural history - lyt til den med åbent sind.

Hurtigt viser det sig, at mastermind John Bramwell er en fantastisk tekstforfatter (Morrissey springer straks i erindring til omkvædet på "Twist": "There's blood on your legs, I love you", og når man på en enkelt linje straks associerer til St. Morrissey, har vi godt fat i den lange ende), og hvad han måtte mangle i vokal skønhed kompenserer han for med organiske melodier og en stemmeføring, der fremhæver og former sig om teksternes centrale budskaber.

Åbningsnummeret "To you" har samme store sorte nat for stemmen at synge sig op i, som vi kender den så godt fra Suedes store live-nummer "Europe is our playground". Teksten til den ovenfor omtalte nøglesang "Twist" bliver efterrationaliseret og eminent fremhævet af en melodi og stemme, der mesterligt dirigerer dine ører rundt i et sandt raritetskammer for den forbløffede og gådefulde kærlighed. Paul Simon, i perioden omkring den fantastiske Graceland-plade, skinner igennem på "Bigger wheels", og den velkendte lyd fra duosamarbejdet med Art Garfunkel høres tydeligt på "No fear of falling". "Sunlight hits the snow" understøttes smukt af en snurrende lille bossanova - man tænker her straks på Stuart Murdoch og Belle & Sebastian. Men det er definitivt på pladens sidste skæring, "Because", vi med sindsro kan slå den sidste nagle i kisten med plaketten "Her finder du ikke det fortærskede lig af endnu et post-britpop band" på låget:

She turns the blue sky black, I put her on her back
Am I dying, she is lying next to me, she comes again
From the central reservations,
in the subways at the station
It is waiting, it is waiting to be free, to come to me.

From the devil came a daughter,
I was bathing in her waters
She was crying, she was lying over me, we come
again.

She turns the blue sky black, she puts me on my back
It's the night time, it's a lifeline to the day,
it will come again.

Kill me before you die, kill me before you die,
Cos I love you, cos I love you, don't let it go, it will
come again.

Ud over de behagelige minder om Suedes fantastiske "The 2 of us" kunne teksten (næsten) være skrevet af Bob Dylan, men modsat Bobs nasale præriehundsbjæffen omkring slappe melodier akkompagneres "Because" af en så bydende sangprædiken, at man får lyst til at skrifte alle og enhver af kærlighedslivets synder - også dem man ikke har begået! Til dette åbne sind åbenbares så pladens melodiske katedralarkitektur allerede under anden gennemlytning, hvor de rettroende foran alteret nu skal belønnes på blid og magisk vis med forløsende syndsforladelse og aflad ...

Lån Natural history fra dit nærmeste bibliotek

Først bragt på Bibzoom 28.1. 2013

Oprindeligt skrevet af Bibzoom.