Journalist interviewer en ung mand

Mediebevågenhed af Mit første demokratimøde

15.11.21
Se livestreamingen, nyhedsindslag og lyt til podcasts fra Mit første demokratimøde

Onsdag den 3. november deltog godt og vel 300 unge førstegangsvælgere og 55 lokale politikere til Mit første demokratimøde på Engestofte Gods på Lolland.

Til mødet blev der talt om nogle af de emner, der lå de unge studerende på sinde. Fx transport, mødesteder og ikke mindst seksualundervisning og kønsidentitet.

Det kom der i løbet af mødet flere gode snakke ud af – både i plenum, men også senere på dagen, hvor samtalen fortsatte i små grupperinger af førstegangsvælgere og politikere.

Emner på den politiske dagsorden

Her, dagen før valget, kan vi ydermere konstatere, at flere politikere har taget de unges ord så tæt til sig, at fx offentlig transport i nattetimerne er på den politiske dagsorden. Også en opdatering af seksualundervisningen har sneget sig ind som en mærkesag hos en af de opstillede kandidater.

Demokratimødet må derfor siges at være en succes. Også set i lyset af, at spørgsmålet om, hvor vidt de unge deltagere følte sig lyttet til og taget alvorligt at politikerne til mødet, bonede ud med 9 på en skala fra 0 til 11 i en meningsmåling foretaget af de unge afslutningsvist til demokratimødet.

Mediernes bevågenhed

Mødet havde også mediernes bevågenhed – både før og under afholdelsen.

Blandt andet kiggede TV2 News forbi på dagen med et par indslag i løbet af formiddagen. Ligeledes gjorde TV2 ØST, der havde et indslag med i de regionale aftennyheder, mens P1 og P4 dækkede hele dagen – resultatet blev en times podcast i programmet Public Service.

Også Sydhavsøerne kiggede forbi i form af ungdomsredaktionen Rebellerne, der også har lavet en podcast fra mødet.

Se indslaget fra TV2 ØST

Lyt til podcasten Public Service

Lyt til podcasten fra Rebellerne

Livestreaming fra demokratimødet

Første del af arrangementet blev desuden streamet landsdækkende via Seismo og ligger offentlig tilgængelig. Har du endnu ikke set det, kan det nås endnu.

Se livestreamingen på Seismo.dk

Samarbejde på tværs

Lolland-Falster Lovestorm, Guldborgsund Ungeråd, Lolland Ungeråd, Guldborgsund-bibliotekerne, LollandBibliotekerne og Seismo står bag Mit første demokratimøde, som er et samarbejde på tværs af kommunegrænser, aktører og civilsamfundet.

Arrangementet er støttet af Tuborgfondet og Nordea-fonden samt af begge deltagende kommuner.